Hun arbejder ofte med spraymaling direkte på vægge og gulve eller udenfor på bygninger og i dialog med naturen. Til ARoS triennialen The Garden - End of Times, Beginning of Times, The Present and the Future i 2017, skabte Grosse et 5000 kvadratmeter stort landskabsmaleri i Mindeparken i Aarhus. I Blixens breder billedkunstneren sig også langt ud over lærredets traditionelle grænser. Med sine karakteristiske farveeksplosioner går Grosse i malerisk dialog med den rumlige kontekst i Blixens. Henover to vægge og en blomsterkasse fremstår de mange raffinerede farvelag for det nysgerrige øje med enorme dybder, en effekt Grosse kan opnå med sin baggrund som klassisk maler. De smukke grå toner i byggeriet forstærker de spektakulære eksplosioner af airbrush-sprayede farver, der væver sig ind og ud af hinanden i et sansemæssigt overskud af farver.