Et åbent og demokratisk hus

Bygningen inviterer de besøgende til at benytte husets café, restaurant, kafferisteri, Roof Top Lounge og udearealer. De semi-offentlige arealer rundt ved mødetårnet og i stueplan kan bruges af borgere, samarbejdspartnere og besøgende, der ønsker at slå sig ned i huset for en kortere eller længere periode.

Stueplanen er husets ”overdækkede byrum” med taktile overflader som fliser og træ for at give brugerne en følelse af husets åbenhed og imødekommenhed. Herfra  bliver besøgende ledt længere op i bygningen for til sidst at nyde udsigten udover Gellerup og Aarhus Bugt fra Roof Top Lounge.

Langs bygningens facader er placeret mindre bokse udført i mursten. Boksene, der er udført i genbrugstegl, fremstår som taktile bokse i en mindre skala, der er med til at bryde de ellers lange facader op.

Den svævende kontorstruktur over stueplan fremstår i glas og aluminium. Facaden er opbygget som en dobbeltkonstruktion, hvor den inderste facade fremstår med store vinduer og brystninger dækket af glas. Det yderste lag er defineret af aluminium lameller indfarvet i forskellige bronze-toner og skaber husets arkitektoniske udtryk.

Centralt i det overdækkede byrum er husets hjerte – mødetårnet, der med sin skulpturelle form skærer sig op igennem de første 4 etager og på den måde er med til at skabe forskellige højder og niveauer. Det er også i denne overgang, at der opfordres til interaktion mellem de besøgende og husets ansatte.

Det arkitektoniske koncept for bygningen understreger ønsket om at skabe et demokratisk hus, hvor besøgende kan benytte mulighederne i huset og udearealerne. En bygning, der lægger op til interaktion og videreudvikling, og hvor borgerne i Aarhus kan møde Aarhus Kommune på en ny måde.